Hvordan Neurogrammind blev til
I det kurdiske sprog kurmanji repræsenteres hver sproglig personlighed i en samtale af to forskellige førstepersonspronomener. Hvert af disse pronomener har sine egne unikke egenskaber og udtryksmuligheder. For eksempel er første person ental ikke repræsenteret af kun én form for “jeg”, men af to: det jeg kalder Det første selv og Det andet selv.
Da jeg sammenlignede disse to pronomener med Freuds klassiske psykoanalytiske strukturer—nemlig Id og Ego—bemærkede jeg noget bemærkelsesværdigt: disse pronomener styres af meget specifikke og komplekse grammatiske regler, som giver dem forskellige kognitive og funktionelle egenskaber. Hvert pronomen ser ud til at fungere med en forskellig oplevelse af tid, følelser og handling, hvilket antyder en underliggende struktur, der både er sproglig og psykologisk.
Denne opdagelse førte mig til at undersøge det neurale grundlag for disse funktioner. Jeg begyndte at udforske, hvordan disse grammatiske mønstre og pronominale strukturer behandles i hjernen, og hvilke områder der er involveret i at koordinere dem. Til sidst førte denne undersøgelse mig til at identificere neurotransmittere, som kan spille en rolle i disse dynamiske interaktioner mellem sprog og kognition.
Således opstod Neurogrammind-teorien: i krydsfeltet mellem sprog, psykologi og neurovidenskab—en ny model til at forstå, hvordan vores sind taler, tænker og opfatter selvet gennem grammatik.
Enzar Sharif Salih
I det kurdiske sprog kurmanji repræsenteres hver sproglig personlighed i en samtale af to forskellige førstepersonspronomener. Hvert af disse pronomener har sine egne unikke egenskaber og udtryksmuligheder. For eksempel er første person ental ikke repræsenteret af kun én form for “jeg”, men af to: det jeg kalder Det første selv og Det andet selv.
Da jeg sammenlignede disse to pronomener med Freuds klassiske psykoanalytiske strukturer—nemlig Id og Ego—bemærkede jeg noget bemærkelsesværdigt: disse pronomener styres af meget specifikke og komplekse grammatiske regler, som giver dem forskellige kognitive og funktionelle egenskaber. Hvert pronomen ser ud til at fungere med en forskellig oplevelse af tid, følelser og handling, hvilket antyder en underliggende struktur, der både er sproglig og psykologisk.
Denne opdagelse førte mig til at undersøge det neurale grundlag for disse funktioner. Jeg begyndte at udforske, hvordan disse grammatiske mønstre og pronominale strukturer behandles i hjernen, og hvilke områder der er involveret i at koordinere dem. Til sidst førte denne undersøgelse mig til at identificere neurotransmittere, som kan spille en rolle i disse dynamiske interaktioner mellem sprog og kognition.
Således opstod Neurogrammind-teorien: i krydsfeltet mellem sprog, psykologi og neurovidenskab—en ny model til at forstå, hvordan vores sind taler, tænker og opfatter selvet gennem grammatik.
Enzar Sharif Salih